mandag den 22. august 2011

Viljens tre stadier






Som en del af We Love Peoples mandag morgenmøde, be’r vi hinanden om at fortælle lidt om, hvad der inspirerer os. Christina Blak fortæller 5 minutter om viljen. Hun tager lige nu en uddannelse i psykosyntesen, en humanistisk psykologiretning formet af den Italienske psykiater Roberto Assagioli, der døde som 93-årig i 1979, og som på grund af sin høje alder var samtidig med både Freud, Jung og Maslow.

Mens Freud kun interesserede sig for menneskets kælderregion, var Jung, Maslow og Assagioli optaget af hele bygningen. De troede på, at mennesket er langt mere end drifter og fortrængninger. Mennesker og dermed virksomheder har store potentialer, som vi er forpligtet til at udnytte for at udvikle os som hele mennesker med samfundssind.

Assagiolis tanker om viljen har givet Christina stof til eftertanke om menneskers og virksomheders potentiale for vækst. I bogen Viljens psykologi beskriver han viljen som et instrument i os alle, der skal vækkes og trænes. Og det er mere avanceret end man skulle tro.

Viljen har tre stadier:

• Den stærke vilje – er den mest kendte af viljens aspekter. Mange tror, at den stærke vilje er hele viljen – men den er kun en del af den.

• Den intelligente vilje – handler om at opnå ønskede resultater med mindst mulig forbrug af energi. At udtænke den smarte vej og fx fremtvinge adfærdsændringer ved at ’handle som’ – som hærføren, der optræder som en modig mand og viser vejen, selvom han inderst inde er lige så bange som soldaterne.

Den stærke og den intelligente vilje er magtfulde og farlige redskaber, hvis de ikke underlægges etiske overvejelser, kærlighed og medfølelse. Christina læste bogen samtidig med Breiviks attentat i Norge, og han fremstår som et isnende eksempel på, at den stærke og den intelligente vilje først får ægte værdi, hvis den kobles med

• Den gode vilje
– et essentielt aspekt af viljens træning indebærer, at man vælger det rigtige. Det er nødvendigt for vores egen og den almene velfærd, at viljen er god. At vi vælger de rette mål i livet.

Mennesket er komplekst og sammensat, vi rummer alle både godt og dårligt – vi er stærke og svage, milde og vilde, ærgerrige og gavmilde, me & we. Udfordringen er at vælge det rigtige. Som en af Christinas store helte, Albus Dumbledore, siger et sted til Harry Potter: ”Det er de valg, du træffer, der gør dig til den, du er.”

Hvis du ejer 51 % af aktierne i en virksomhed, bestemmer du dens politik. Sådan er det også med vores vilje. Hvis der 51% godt i vores handlinger, er vi på rette kurs som menneske. Accepten af, at vi alle rummer det gode og det dårlige, og viljen til at lade det gode få aktiemajoriteten, viser vejen for mennesker og virksomheder.

1 kommentar:

  1. Hej We Love People.

    Tak for jeres konstruktive indlæg og for jeres modige navn, der kun alt for præcist afspejler, hvad I ønsker at tilbyde verden! :-)

    "At gøre det rigtige" er et fokus, som fortjener langt større opmærksomhed og respekt hos enhver, der arbejder professionelt med 'andres' kommunikation. Ikke mindst i vor tid, hvor sociale medier fortsat stiller krav om også at vække hedengangne adfærdsprincipper, der kunne gøre verden til et bedre sted.

    Ingen ved, hvor det ender, men sociale medier ligner da fortsat en seriøs katalysator for mere 'menneskelighed i Business'...

    Paradoksalt omkring viljerne synes at være, at ingen er i tvivl om, hvad det vil sige 'at gøre det rigtige', mens langt færre rent faktisk går til opgaven.

    Det er både vigtigt og rigtigt af jer at udbrede kendskabet til, hvad det vil sige at være menneske og noget af det, som især synes at være en mangelvare er netop refleksioner over sammenhænge mellem verdens beskaffenhed og den enkeltes rolle i samme anliggende.

    Det er (næsten) ufatteligt, at menneskelivet i den grad kan handle om andet end at udvikle sig til hele mennesker med samfundssind. Men det gør det. "I elsker mennesker", mens de fleste af disse elsker sig selv. Spørgsmål kan være:

    Hvordan vækker vi viljerne derude til at forpligte sig i menneskehedens tjeneste?

    Hvorfor skal vi gøre det?

    Hvordan forener vi forehavendet med Business og gør det til en attraktiv forretning for såvel vore kunder som for os selv?

    Kan man overhovedet undgå at øve vold på menneskeligheden, når man selv lægger strategier for at være netop det (menneskelig)?

    "51%" - et godt og kreativt pejlemærke for et 'korstog' mod bedre tider. Først må vi dog lære at acceptere vor verdens sammenhænge og huske, at vi absolut INTET udretter på egen hånd!

    SvarSlet