Scan dine gener og del dem med dine venner

Årets opfindelse for to år siden var den personlige gen-scanner: Spyt i en kop og få at vide, hvor du kommer fra og risici for sygdomme. Lone Frank regner med at vi kommer til at dyrke vores personlige gen-informationer på samme måde som vi tog imod den personlige computer, da den blev betalelig for almindelig mennesker. Det er hermed ikke kun laboratorier, der kan gå og forske i gener, men ganske almindelige mennesker.

Biologen Lone Frank har også fået lavet sit personlige gen-scan. Når man gør det får man ikke alene scannet sig for risikoen for forskellige sygdomme som f.eks. blærecancer, Astma og Alzheimers, men man får samtidig mulighed for at sammenligne sine gener med andres gener. Som en slags FaceBook for gener. Hvem ligner man mest. Ligner man nogle kendte personer? Etc.

Mange læger er selvfølgelig imod at at man tager denne test, da de er bekymrede for om man kan klare at få indsigt i sit mulige sygdomforløb. De er samtidig bage for at folk vil begynde at gå mere til læge og endnu værre. Begynde at stille deres egne diagnoser. Men Lone Frank har undersøgt ganske almindelig mennesker, som har taget testen, som ikke bliver mere bekymrede eller indbildt syge. Tværtimod er folk så gode til at læse statistik, at de blot tager deres forholdsregler. Lone har forhøjet risiko for hud-cancer, så hun passer lidt bedre på i solen, men går ikke i panik. Og det samme synes at gælde andre. Vi kan godt tåle at få indsigt i vores liv.

Lone vil faktisk gerne have at folk, der har taget gen-testen skal kunne indgå frivilligt i professionelle gen-forsøg, så i stedet for at læse i avisen om forhøjet risiko for den eller den sygdom, kan man indsende sine data og både være med i analysen samtidig med at man får sine egne tal i netop den undersøgelse. På den måde får man et meget bedre og fascinerende indblik i ikke bare biologi, mens ens egen biologi og ikke mindst livets mirakel. Og det gør at man befinder sig endnu bedre i sin krop samtidig med at vi får en langt større forståelse for at vores krop og selve livet består af en flydende drøm af data, som vi bærer videre fra dem vi fik generne fra og dem, vi giver dem videre til i det næste liv. Så Lone Frank vil have frigivet generne. De skal ikke være hemmelige, men open source.

Frygtkultur iført cykelhjelm

Michael Colville Andersen, som er cykel-ambassadør fortæller om frygtkulturen og hvordan kravet om at cykle iført hjelm kan ødelægge selve cykelkulturen. Han elsker cykler. Han ser Cyklister som en symfoni af mennesker i bevægelse.

Fjorten ud af de tyve mest frie nationer i verden er meget cyklende. Og resten forsøge rat blive cyklenationer. Det er cool at cykle. Cyklen er tilbage. Men når mennesker ikke længere er sultne, bliver de bange.

Frygten er blevet den kultur, der styrer mennesket. Og aldrig har vi været så trygge og omgivet med så meget sikkerhedsudstyr. Vi er blevet en bubblewrap nation. Michael Colville Andersen viser det nyeste skud på stammen: En hjelm ed små søde ører, som børnene kan have på, når de er hjemme og leger.

Michael Colville Andersen angriber nu én af We Love People’s kunder – Sikker Trafik – for deres kampagner for cykelhjelme. Der er ingen beviser for at cykelhjelme overhovedet giver mere sikkerhed for cyklisten. Undersøgelserne viser ikke tegn på bedre cykelsikkerhed med hjelme ifølge Michael Colville Andersen. Tallene er faktisk så dårlige, at havde cykelhjelmen været medicin ville den aldrig være blevet lovlig. Hans pointe er, at så kan vi lige så godt også have fodgængerhjelme. Eller bilisthjelme. Og disse findes faktisk allerede.

Bilisme er faktisk meget farligere end at cykle. 1,5 million mennesker bliver dræbt i trafikken hvert år, hvilket svarer til 1 World Trade Center om måneden. Faktisk er rigtig mange cykelhjelme produceret af bilindustrien. Ikke bare for at tjene penge, men for at fastholde folk i den misforståelse, at det er farligt at cykle. Men det er meget farligere at køre bil. Alligevel ser vi ingen bilister med hjelme på. Og Michael Colville Andersen mener at kunne bevise, at faldet i cyklisme og køb er cykler, er fordi danskerne bliver skræmt af cykelhjelme til at tro, at det er meget sikrere at køre bil.

Cyklen er ikke bare et powerfuldt symbol på frihed og det gode liv. Vi skal glemme frygten og leve et rationelt liv. Så op på cyklen og glem hjelmen.

Er du glad på dit arbejde?

Alexander Kjærulf mener ikke at vi er det lykkeligste land i verden, men vi er de mest tilfredse mennesker i verden. Mennesket bruger i gennemsnit mest tid på at arbejde, udover at sove. Nummer tre på listen er tv-sening. Så man skal have arbejdsglæde. Alex fortæller om arbejdsglæde, og hvordan det er fremmende for både karrieren og virksomhedens succes under overskriften: Happiness at Work.

Ordet ”Arbejdsglæde” findes kun i det skandinaviske sprog. Ingen andre steder på planeten. Karoshi er til gengæld japansk og er ordet for at arbejde sig ihjel. Arbejdsglæde er ikke job-tilfredshed som i job-satisfaction, som findes på mange sprog. Arbejdsglæde er at skabe resultater og venskab. Det er det, der gør os mest glade på arbejdet. Så det skal man altid fokusere på, når man søger job. PetButler har fjernet 58 millioner hundelorte og har masser af arbejdsglæde. Fordi de er de bedste og er gode kolleger.

Det der betyder mest for glæden er at leve i et godt ægteskab. Det får i gennemsnit mænd til at leve 6 år længere (kvinder 2 år). Derefter er det venner, der giver os glæde. Og den tredje ting, der gør os glade er arbejdsglæde. Og er man glad, performer man bedre. Den går ikke den anden vej rundt. Man kan ikke blive glad af at få succes. Man kan ikke knokle hele livet i jagten på succes, for derefter at blive lykkelig. Det er den anden vej rundt. Man skal være lykkelig. Så får man succes. Man skal ikke være tilfreds. Man skal være lykkelig.

Slutteligt laver vi en øvelse, hvor vi alle omfavner hinanden og siger godmorgen. Det gør vi også altid på We Love People.

Danes in space

Kristian von Bengtson er en dansk arkitekt med speciale i bemandet rumfart , der i dag giver os alle tricks, hvis vi gerne vil ud i rummet og er flade. Det første man skal gøre, hvis man er flad og gerne vil 3 minutter ud i rummer, er at man skal have en drøm og et logo (We Love People er helt enige!). Derudover skal man også have værktøjerne til at bygge et rumskib. Man skal bruge en ambolt, en hammer, en skruetrækker og alle de andre ting en smed har brug for. Til forskel fra de rige folk, skal de ikke tænke på alle de svære ting som penge og investeringer osv. De kan bare fokusere på at bygge sjoveren.

Det Kristian prøver at fortælle er, at der skal nogle basale ting til, hvis man vil bygge en raket eller en mobiltelefon eller noget helt femte. Det handler om at lave nogle eksperimenter og lære af dem. Og gøre det bedre næste gang.

For eksempel er det vigtigt at få målt, hvor meget man kan tåle af G-påvirkning, men da det er alt for dyrt at komme over til NASA og prøve deres G-maskine, fandt disse drenge ud af, at den nye forlystelse i Tivoli trækker lige så mange G, som deres rumraket kommer til at gøre. Så de lejede den for en dag og det var meget billigere end at handle med NASA.

En anden ting er, at man har brug for en faldskærm, når man skal ned igen fra rummer og at faldskærmsforhandlere ikke vil sælge deres faldskærme til projekter, hvor der kan risikere at komme billeder af brændende faldskærme, så drengene blev nødt til at lave deres egen faldskærm. For som de siger: Faldskærmsfolk må vel også være startet et sted.

En af de største udfordringer er at forklare de danske myndigheder, at man vil bygge en rumraket. Det giver utrolig meget tavshed i den anden ende. Men gudskelov står der ingen steder i den danske lov om reglerne og standarderne for at bygge en hjemmelavet rumraket, så det er bare at gå i gang. Og hvis man gør det ude i vandet er der slet ingen danske regler. Til sidst sammenligner han sin raket med den amerikanske raket. Den amerikanske koster 400 millioner om året. Den danske koster 60.000 kr. Og der er ingen forskelle på raketterne. Så der er ingen undskyldning for ikke at bygge sin egen rumraket.

Supermarkedsopførsel

Mette Miriam Böll undersøger biologiens autencitet. Når vi får at vide, at vi er verdens lykkeligste folk, svarer vi altid, at de enten må have spurgte de forkerte, eller laver en akademisk ligning, der slutter med, at det må være fordi vi som folk ikke forventer os ret meget af livet og derfor føler os lykkelig over det lidt, vi har.

Mette Miriam Böll undersøger Sociale Relations biologi. F.eks. Hvad der sker når et vredt menneske kommer ind i et rum og forurener rummer. Vi bliver bange, pulsen går op, vi bliver varme. Alt sammen biologisk reaktion. Mette ønsker at måle, hvordan social interaktion påvirker vores biologi. Mette har undersøgt det i Irma.

Hun har målt de meget vrede kunder, de ligeglade kunder og de søde kunder. Hendes tanke var, at humør smitter, så vred kunde ville give vred ekspedient, men det sker ikke. Ekspedienterne opfører sig, som de har fået at vide de skal gøre under mottoet: ”Kunden har altid ret”, som også betyder ”Min chef har altid ret”. Man lader med andre ord, som om alt er godt, men indvendigt bliver man meget stresset. Vi har en meget fleksibel biologi, der gør at vi kan bruge forskellige redskaber som yoga eller vejrtrækning til at bringe vores humør i neutral stilling.

Mette har naturligvis også hørt sine amerikanske venner fortælle, at danskerne ikke er serviceminded, fordi vi ikke smiler og er venlige. Men Mette mener, at vi er bare er autentiske. At vi ikke lader som om, da det vil stresse os og gøre os ulykkelige, men at vi tilpasser også bringer os i neutral stilling, for ikke at blive stressede. Og dér mener hun er en del af grunden til, at vi er verdens lykkeligste folk. Danskerne er autentiske. Vi skal være tro mod bores biologi og være som vi er. For så behøver vi ikke forvente os så meget af livet, vi tager bare livet, som det er.

Afrikansk sprængstof

Tim Vang fra MyC4, der giver mulighed for at give mikrolån til entreprenører i Afrika på samme måde som Ebay. Her mødes - ikke køber og sælger -men investor og entreprenører og laver en deal. Du låner mig en hundredemand – og jeg lover at betale den tilbage over det næste år.

Vi havde selv fornøjelsen af karismatiske Tim Vang for et par år siden, da We Love People hjalp med til at skabe et logo for MyC4, der skulle være nøglen til at løse fattigdomsproblemet i Afrika. Allerede dengang talte Tim om drømmen om, at man kunne ”spille Sims” direkte fra sin computer til at bygge byer i Afrika. Nu har han fået sin drøm på siden af en mango-youghurt fra Thiese. Og det kan ændre hele vores måde at tænke ”Giv en hånd til Afrika” på.

Tim fortæller om dengang Mads Kjær og Tim Vang mødtes i en taxa og ledte efter et fælles businessprojekt. Mads ville Afrika og Tim ville Internet. Således fandt de på MyC4, som betyder ”min plasticsprængstof”.

Tim mener at den måde vi kigger på fattigdom er det største problem med hjælp til Afrika. Det handler ikke om, hvilken procentdel vi skal give af vores BNP til udvikling i 3. Verdenslande. Det handler om at ændre hele måden at tænke fattigdom på. I dag er Afrika det sted i verden, hvor der er den største vækstmulighed. Kineserne har opdaget det. Imens går vi og overvejer om vi skal have et sponsorbarn eller ej.

Fair Trade handler traditionelt om, at en farmer i Uganda laver noget mango, som sælges til en stor lokal farmer, som går videre til en eksportør, som sælger det videre til Danmark til et mejeri, som tilsætter youghurt og sælger det som fair trade. MyC4 ændrer denne traditionelle måde at tænke på, ved at sætte en MyC4 reklame på Thiese’s mango youghurt, så du kan gå direkte fra køleskabet i Irma og investere direkte i Mango-farmeren i Uganda.

Jeg har selv investeret et par tusinde i projekter i Afrika gennem MyC4. I stedet for at give en donation er det ret sjovt en gang imellem at få en besked fra Afrika, at det mini-projekt jeg er med til at sponsorere, nu har betalt en lille del af deres gæld af mig tilbage. Og helt ærligt. Skulle det kuldsejle, er jeg bare glad for at jeg i det mindste gav entreprenøren en mulighed for at forsøge at kravle over det hegn af fattigdom, som er grunden til at det svært at bevæge sig fremad i Afrika.

Velkommen til Krible-krable land

Danmarks yngste professor Morten Sommer, fortæller om hvordan bakterierne i vores krop skaber det gode liv. Man har stadig ikke fundet ”The Happy Bug”, men Morten Sommer er ret sikker på, at den bakterie findes.

Vores bakterier i kroppen er mere forskellige end en japansk tangplante og en zebra er forskellige i forholdet til hinanden. Og alle vores små organismer i kroppen hjælper os med at fungere. Der er bakterier overalt og de er så små at der i en kop espressokaffe er flere bakterier, end de er mennesker på jorden. Hvis vi vejer vores krop og bagefter vores bakterier er vi 20% mere mennesker end vi er bakterier. Men tæller vi celler i vores krop, er vi kun 10% menneske og 90% bakterier. Så spørgsmålet er om vi er mennesker eller bar en vært for bakterier.

Men der er selvfølgelig forskel på de gode bakterier og de bakterier, der kommer udefra og gør os syge. Vi kan sammenligne vores bakterier i kroppen med, hvad der sker på jorden. Der bliver udkæmpet krige, der bliver handlet med hinanden, så bakterier spiller en meget stor rolle i vores liv/krop. Det er kun en lille del af os, der kan skabe mad om til energi. Det er for det meste bakterier der hjælper os med at skabe føde om til energi. For eksempel har forskere fundet en bakterie i kroppen, som der findes flere af i fede mennesker end i slanke mennesker. Og måske er hemmeligheden på fedme i virkeligheden, at denne bakterie er så taknemmelig for den mad den får, at den producerer masser af overvægt som tak. På samme måde ser det ud som om det også er bakterier, der skaber celledeling som tak for hjælpen for den mad, vi føder dem med.

Når vi bliver født er vi fuldstændig uden bakterier. Men fra vi er ploppet ud bliver vi fyldt med bakterier, men på en meget individuel måde, så dine og mine bakterier er langt mere forskellige end for eksempel vores gener. Men det er langt mere svært at ændre gener end at ændre end mikrobiologi. Derfor mener Morten Sommer, at bakterier er fremtidens nøgle til det gode liv. Det handler om at skabe balance i ens bakterier. Folk der har balance i deres bakterier, ser ud til at være mere sunde end folk med ubalance i deres bakterier. Så det er de små ting, der tælelr i livet.

Let me take you to a place, I know you really like: It’s the Good Life

Temaet i dag er Good Life, men Søren Ventegodt er ikke inviteret i dag, da hans tanker og virke i øvrigt jo for længst er blevet lagt i graven af the Establishment. Men husk nu, at han blev pure frifundet for alle anklager. Så nok engang: Lad os prøve at fokusere på The Good Life i stedet for at slå ihjel og sparke folkeslag, der ligger ned.

Good Life er det modsatte af Rødgrød med Fløde, Lyshårede singlemoms på jagt efter et one-night-stand og Muhammedkrise. Dette er kulturradikalt og mindbending møde med anti-tesen til at Danmark er en religion og at det aldrig bliver bedre og at vi skal bare holde sammen på det vi har, så skal alting nok gå. Men man skal bevæge sig, for at bliver hvor man er, og derfor skal vi lytte og lære.

Emilia Van Hauen er den første 18-minutters taler på podiet. Hen stiller sprøgsmålet: Hvorfor er et Happy Life ikke det samme som et Perfekt Life. Hvorfor anser vi os selv som verdens mest lykkelige folk, og kan vi bruge dette til noget. Vi starter med at rejse os op og ”lægge arm” med personen ved siden af. Det gælder om at få sin arm ned så mange gange som muligt, og hemmeligheden er naturligvis ikke at hive i sin egen arm, men at skiftes til at få ens arm ned, så får man mange flere wins. Når vi får en fælles vision kan vi nå et højere mål og det er også meget mere sjovt end at kæmpe for sig selv. Det er måden at bringe menneskeheden fremad. Og det er dét, der er vores kerneværdi i Danmark. Vores kerneværdi er at vi stoler på hinanden (!). Det Perfekte Live er ikke det gode liv.

Det perfekte liv er at stole på hinanden, at have passion og at elske hinanden. Men vi lærer at det perfekte liv er det dynamiske liv. Vi skal blive bedre til at omfavne forskellighed. De danske værdier er Lighed, Samfund og Fritænkning, siger Emilia Van Hauen. Vi bruger mere tid på at skabe end på at kontrollere. På den modsatte side af værdier finder vi f.eks. den sorte side af Lighed, som er Janteloven: Du skal ikke tro, du er noget. Den mørke side af Samfundet er at vi er alt for homogene, at vi ikke har plads til andre end os selv. Men vi har brug for modsætninger til at gøde et stærkt samfund. En tredje mørke side er bagsiden af vores firsind, som gør os indifferente, hvilket betyder at ingen skal fortælle os, hvad vi skal gøre eller ikke gøre. Vi bliver ligeglade med alle andre end os selv. Det gør os samtidig bange for at blande os i andres liv for vi har lært, at vi ikke må blive fortalt, hvad vi skal gøre, hvorved vi naturligvis heller ikke kan fortælle folk, hvad de skal gøre.

Det er blevet cool igen at være social. Det er blevet cool at være uafhængig. Emilia Van Hauen fortæller om fire mennesketyper, som styrer Danmark i dag:

EGOPARTY – Om at gøre det allerbedst, som hende verdens bedste tennisstjerne. Men det er være lidt gammeldags.

GURUISM – personificeret ved Christian Stadihl

…Og de to nye, moderne værdier, som kommer til at overtage:

ADULTCOOL – Vi søger at omfavne ansvar. Både fra de unges vildskab men også fra vores erfaring.

CO-CREATION: Er fremtidens vigtigste livsform. (Jeg må her indskyde, at We Love People IKKE har hyret Emilia Van Hauen til at fortælle det til nationalt tv her i dag). Co-creatioan handler først og fremmest om at være sammen om at være kreative. Dette er nøglen til fremtiden. Vi skal leve livet for at ændre verden med vores kreativitet og drømme. Vil skal skabe evolution sammen og det er vores alles ansvar at finde frem til en måde, at ændre verden til det bedre på.

Netværk, netværk og atter netværk

Alle ejendomsmæglere ved, at ”Beliggenhed, Beliggenhed, Beliggenhed” er det eneste saliggørende og en af de meget store hemmeligheder ved Ted er drømmen om at møde de rigtige mennesker helt tæt på.

Stor var min glæde også efter at være blevet chokeret over det manglende Wifi til Tedx, (hvilket vel svarer til at fjerne T’et i Technologhy Entertainment Design) at møde Poul Skøtt, der gav mig koden til Pressens Wifi, hvorefter det nu er muligt at blogge fra TEDx Copenhagen og f.å afprøvet TED’s koncept på nærmeste hånd: Nemlig Netværk, Netværk, Netværk.

…Og så selvfølgelig høre en masse talere – 12 i alt – plus diverse entertainere, der på max 18 minutter fortæller noget, de aldrig før har fortalt folk.

Lad det være sagt med det samme. Jeg er fan af Ted, som Paven er fan af Skt. Peter, og jeg smed mit tv ud, da jeg opdage TED.com. Seriøst! Derfor er jeg også mødt op for at få en flig af Jesu kappe og meldte mig til TEDx, endnu inden jeg anede hvilke danskere, der skal tale i dag.

Kritikere af TED, som for det meste er akademiske kritikere siger, at det er alt for overfladisk kun at få 18 minutter til at fortælle sin dybeste indsigt om Teknologi eller Underholdning eller Design, men jeg har læst afhandlinger før og det synes som om, at man skal helt om til den bageste side af de digre værker for at finde en forkølet tese, samt den evige afslutningssentens om at ”Der mangler mere forskning på området”.

Vi er her i dag, for at blive visere og for at kon-ferere til konferencen. Vi skal høre noget, vi aldrig har hørt før. Grunden til det er, at vi skal udvide vores mentale båndbredde. Og du er inviteret til at følge med.

Marketing er blevet en kontaktsport

Verden er flydende, kaotisk, dynamisk og ganske ude af sync med den klassiske kommunikationsmodel, der handler om at opnå kontrol over modtagerens adfærd.

We Love People ved, at fremtidens kommunikationsmodeller af båret af energi. Og det er primært modtagerne, eller rettere brugerne, der tilfører energien. For de er begyndt at behandle kampagner og budskaber anderledes. De taler om dem, afkoder dem og leger med dem og bliver derved medskabere af virksomheders brands, budskaber og fortællinger. Hvordan agerer moderne marketing-mennesker i den virkelighed?

Det er blevet normalt at sige, at magten er flyttet fra virksomhederne til brugerne. We Love People ser magten tilflyde os alle, virksomheder, borgere og brugere, hvis vi forstår at gribe den – sammen. Det kræver blot, at vi forstår det paradigmeskift, vi befinder os midt i.

I sidste måned passerede facebook for første gang TV3s daglige mediedækning af danskerne, og unge under 25 foretrækker langt internettet over tv. De brugere, der vokser op lige nu, forventer, at deres fysiske virkelighed spejler den digitale, som de sømløst bevæger sig ind og ud af døgnet rundt. De vokser op med nettets sociale værdier og vil med deres adfærd langsomt men sikkert og forme den sociale kontekst uden for nettet. Her er et udpluk af nettets sociale værdier.

Demokrati. Nettet har demokratiseret viden, medier og muligheder. Resultatet er empowerment af borgere, brugere og patienter. På nettet konkurrerer alle ideer på lige fod. Din kundes er (mindst) lige så god som din!

Deltagelse. Det, du gør, er vigtigere end det, du er. Contribution vinder over credentials.

Troværdighed. Nettets sociale hierarkier er naturlige, ikke foreskrevne, og du skal gøre dig fortjent til en plads øverst i hierarkiet. Brugerne belønner troværdige argumenter, ægte ekspertise og uselvisk adfærd - en prestigefyldt titel er aldrig nok.

Fællesskab. Verden er blevet så kompleks, at ingen kan vide nok eller gøre nok alene. Kollektiv intelligens, social kapital og crowdsourcing er fremtidens værdiskabende mindset. Jo flere vi er, jo mere ved vi, og jo bedre lykkes vi.

Generøsitet. Nettet er bygget på gaver, gratis og open source. Den gængse valuta er ikke økonomisk, men social. Viden og indhold veksles til indflydelse og status.

Vetoret. Det er muligvis dit community, men det er brugerne, der styrer det. Og hvis budskaber og produkter er ude af sync med det, brugerne søger, benytter de deres vetoret.

We Love People synes, at moderne virksomheder skal indstille sig på, at de ikke længere taler til et marked, men indgår i et netværk. De er en del af spillet – det er ikke dem, der definerer det.

Netværk består af forpligtende relationer, hvor den enkelte giver, får og giver igen. Denne elementære udveksling holder os sammen som mennesker. Virksomheder, der tør operere i en netværkslogik, indgår i et forpligtende fællesskab med brugerne, og de skal give og tage på lige fod med dem.

We Love People anbefaler, at virksomhederne lytter til, hvem brugerne er, og hvad de søger. Og de skal turde blive en del af samtalen i stedet for at afbryde eller afvise den. Denne involveren og interageren på brugernes præmisser betyder, at marketingdisciplinen er blevet en kontaktsport. Vi skal ud i marken, ud på nettet. Vi skal turde reagere real time uden kontrolskabende korrektur- og godkendelsesrunder. Og vi skal finde modet til at komme ind i kampen.

Hvis marketing er en samtale, skal vi give brugerne noget at tale om – og nogen at tale med. Og vi skal gribe muligheden, når den opstår. Som IKEA gjorde det, da en 16-årig i september 2010 på facebook inviterede til gemmeleg i IKEA:

”Kom og få grinern på, mød op d. 24 Sep 16:30 til noget gemmeleg i IKEA – mød op for sjovs skyld! (KUN I UDSTILLINGEN – gem dig ikke på toiletterne)”

Det kan man da kalde en invitation til samtale. Så hvad gør en klog virksomhed? Kryber den i flyverskjul? Fordobler den antallet af vagter ved IKEA? Eller går den i dialog? Da invitationen havde 1.600 tilmeldte, meldte IKEA sig på selvsamme facebook profil med ordene:

”Hej alle! Vi har set, at I gerne vil komme og lege i vores varehus i morgen. I skal være så velkomne J, men vi vil bede jer om at tage hensyn til vores andre kunder – store som små! Vi ses i morgen! Mvh Michael, IKEA Gentofte”

Denne case er måske tidens smukkeste eksempel på return on involvement. Og på at kampagner kan forenes med commitment. For IKEA har vundet masser af priser for deres testet af hverdagen-reklamekoncept. Nu har de med sikkerhed også vundet hjerter og loyalitet på, at de faktisk ER det, de siger. Efter reklamefilmene Sunny-Beach-testen og Det-må-vi-gerne-hjemme-hos-mor-testen bestod IKEA med glans brugernes gemmelegs-test, da de legede med i varehuset i Gentofte.

”APPS!”… Prosit!

Martin Ferro-Thomsen (Issuu), Jeppe Munksnæs (TV2 Net), Kåre Carlsen (3Mobil) diskuterer strategier for apps. Er det levedygtigt eller en dille på linje med landgangsbrødet? Personligt var livet tomt og stillestående før jeg downloadede min første app (Facebook), men ved helt almindelige mennesker overhovedet, hvad en ”apps” er – og hvis de vidste det, ville de så storme mod nærmeste smartphoneforhandler? En video vist kunne tyde på, at folk på Strøget ikke helt er klar over, hvad vi taler om.

Der findes 800.000 mobil-applikationer i verden dag. Lidt under hver tiende Dansker har en smartphone (de mest populære er Googles Android og Apples Iphone)og kan derfor downloade en app. Personligt ved jeg, at både min kone og datter har en smartphone, men ikke downloader apps (Min datter fordi hun er sur over, at jeg ikke gav hende en Iphone – hun har downloadet 25 spil på min.) Jeppe Munksnæs forsøger desperat at piske noget der minder om en stemning op, mens de to andre paneldeltagere kun svarer direkte på tiltale og desværre ikke særlig interessant. Bum-bum-bum.

Jeg kunne godt tænke mig at lave en Nabo-hjælp applikation i stil med den telefonliste, der fandtes dengang, jeg var spejder tilbage i halvfjerdserne. Så kunne man lynhurtigt ringe til telefonkæden, hvis man manglede en traktor til at køre ens oppakning ned til spejderhytten. Hvorfor det? Jo, der er jo f.eks. mange teenagere ude på landet, som låner fars bil og kører til fest i hallen, mod på tro og love at være hjemme kl. 23. Men så bliver man jo drukket fuld og danser og pludselig er klokken 01 og der findes hverken taxaer eller busser i miles omkreds.

Hvad gør den gode teenager så? Kører hjem ad landevejen i fars bil. Og dræber eller bli’r dræbt. Kunne det ikke være flot, hvis man kunne melde sig til en liste, hvor man kunne råbe efter hjælp, hvis man sad stangstiv og ikke kunne komme hjem. En samme nabo-hjælp man kunne påkalde sig, hvis man var løbet tør for benzin eller ens kælder var fuld af vand eller barnet bløder og der er 25 minutter til næste ambulance. Hvorfor er det offentlige ikke på apps endnu? Var det nok for det offentlige at komme på nettet?

Men hvad er det, der sælger af apps? Er der en trend? Ja, det meste er spil. Leissuregames. Bare spørg min datter. Hun har kun downloadet spil på min Iphone. De dage er nok talte, hvor man kan opfinde Angry birds og leve af det resten af livet. Der bliver lavet 50 af dem om dagen. Man skal kigge på, hvornår de enkelte platforme peaker. Og være heldige naturligvis.

Don’t Believe the (media) Hype

Dont follow the hype. Follow the consumer. Medieanalytiker Peter Loell og sociolog Claus Andersen undersøger: Hvad er der gået galt med os mediefolks måde at forudsige fremtiden på?

I 2007 forudsagde deltagerne i New Media Days, at Freeway media vil vinde i konkurrencen over flest brugere. Det gjorde de ikke. Og hvorfor tager vi hele tiden fejl, når det kommer til at forudsige fremtidens medier. Google Wave, Ping, Joost, Google Tv og Altavista blev ikke, hvad deres fædre og mødre havde forudset. Hvorfor er vi så dårlige til at forudsige hvad der sker?

Vi er nok selv problemet. Sådan nogle som os. Os mediefolk. Vi kigger på et æg og maler fuglen, som vil komme ud af ægget. Vi er gode til at forstille os, hvad der vil ske. Engang. Men det er slet ikke sket endnu. Og det er kun os – frontløberne – der har set ægget. Lige så snart der sker noget fantastisk, giver vi det videre til de andre Os. Vi lytter og ser det samme. Vi er så enige sammen, at vi er virkelig dårlige til at forudsige hvad andre – som ikke er som os – gerne vil have. Engang.

Vi er mediealkymister, der lader os forblinde af teknologien. Vi fortæller det til folk, som ligner os. Og vi sidder alle sammen og kigger på udlandet. Og forstår at udlandet ved, hvad der sker lige om lidt. Udlandet er jo meget større end lille Danmark.

Twitter er kæmpestort, siger udlandet. Men kun 1,69% af danskerne bruger Twitter. Men det er kæmpestort i udlandet. Det er et fantastisk medie til at tage pulsen på mennesker, borgere og forbruger. Men det bli’r faktisk bare ikke brugt herhjemme. Nu kan du følge os på Twitter, siger det danske brand. Hvorfor skulle vi det? Spørger dem, der ikke ved, hvad Twitter er, og ikke har tænkt sig at bruge det, hvis de kendte det.

Det samme gælder Web-tv. Der er stadig ikke penge i Web-tv. Danmark er den absolutte bundrekord i verden, når det kommer til brug af Web-tv. Det er nok fordi vi har DR, som giver os lige præcis det, vi gerne vil ha’. Bare fordi det er stort udlandet er det ikke nødvendigvis stort herhjemme.

Derfor skal vi forstå brugerne. Det handler om brugerne. Brugerne er ikke os her til New Media Days. Brugerne er Kurt fra Thorøhuse og Røde Thomas nede i Brugsen i Hårby. We Love Brugerne. Det er ikke os, der er People. Det er brugerne der er People. Og skal vi have Peoplene til at bruge alle de nye medier, så skal vi forstå, hvad det er, de vil ha’. Det vil have noget tilbage. En konkurrence eller et godt tilbud. En bekræftelse på, at de eksisterer og bliver taget alvorligt. Et lille smil eller et spejl, hvor de kan grine af sig selv. Folkelighed! Hvis man ikke får noget for det, gider man ikke prøve de nye medier. Pointen er at vi skal kende vores brugere. Vores målgruppe. Vores medmennesker. The People. Og kunne man tilføje. Og elske dem!

Digital Holisme

Et panel bestående af en flok ikke nærmere præsenterede repræsentanter for projektet Pixel Jam, der har genereret ideer til crossmediaproduktion modereret af Jakob Høgel (New Danish Screen) diskuterer hvordan vi får en Crossmediabranche i Danmark.

Pixel Jam. Crossmedia/Transmedia er indhold lavet én gang, som kan bruges ud over alle platforme og er afhængig af de forskellige platforme. Det er dét, der gør de store større. Når en spillefilm bevæger sig ud over biograflærredet og dvd-hylden og kan leges, bruges, diskuteres, danses, synges på tværs af alle medier og platforme. Få det til at hænge sammen. Så man måske en dag står og leger med en film, som man ikke engang har set.

Kan vi gøre det lige så godt som dansk film i gode gamle dage. Kan vi gøre det lige så godt som dansk dokumentarfilm og lige så godt som danske spil gør det? Hvorfor er der ikke en branche for crossmedia/transmedia i Danmark?

Første taler har tænkt et læringsredskab om Historiske Dilemmaer for de tre ældste klassetrin. Alene pitchen! ”Et læringsredskab om Historiske Dilemmaer for de tre ældste klassetrin”. Måske har vi en del af forklaringen på, hvorfor vi ikke har en crossmediabranche i Danmark, da det er en meget akademisk direkte oversættelse af ordet ”Storytelling” = ”Historiefortælling” – måske skulle vi have en mere tilbundsgående diskussion om, hvad en historie egentlig er for en ting?

Hos We Love People ta’r vi udgangspunkt i historiefortælling som værende ”Somebody wants something badly but having difficulties getting there”, som vistnok er filmbranchens beskrivelse af, hvordan man skaber et drama. Derefter kan man ikke få en idé igennem We Love People’s fine si, med mindre man kan elevatorpitche den, dvs. Forklare hele ideen med historien den tid det tager at tage elevatoren fra stuen til anden sal. Og meget gerne kortere end 15 ord. Dernæst skal ideen kunne bevæge sig konceptuelt 360 grader ud over alle medier. Hvilket kort sagt vil sige, at den skal have en række parametre, som gør den egnet til at bevæge sig ud på alle platforme fra en Badge til et Computerspil; f.eks. unik visualitet, unik lyd, unik originalitet og så selvfølgelig en folkelighed, så selv en 10 årig dreng fra Jordløse vil elske den.

Pixel Jam går ud på at man indsender nogle idéer til Cross Media og så mødes i to dage og diskuterer dem, arbejder med dem og præsenterer dem over for et panel af finansiører, der ikke er forpligtet til at finansiere idéerne. Kan man det? Er det ikke Staten, der burde skabe en Crossmedia-skole, hvor f.eks. fallerede kunstnere og fortabte designere og andre stratenrøvere i tre år konkurrerede benhårdt med hinanden mod at få virkeliggjort vinderen af Danmarks bedste Crossmedia-idé for Statens penge? Det ville da rykke! Og så skulle Danmarks innovative mennesker ikke hutle sig rundt i livet på kontanthjælp, mens de diskuterede, hvem der er mest miskendt. Vi har et kulturministerium. Lad os bruge det til noget. Kunne man ved samme lejlighed ikke også lave en skole, hvor folk lærte at præsentere deres idéer og sælge dem, så man ikke falder i søvn? Vi skal lære at sælge os selv nu. Vi har ikke tid til at vente på at X-factor generationen vokser op og stjæler scenen.

Christian Fonnesbech fra Congin fortæller om alt, hvad han har lavet gennem tiden, og det er sgu imponerende. Kunne han ikke blive kulturminister? Hans pointe er at Transmedia ikke er én, men flere brancher, der er mangel på erfar grupper og det er nødvendigt at man kan samarbejde på tværs af brancher virksomheder og offentlige organisationer. Hørt.

Det er bedre at være ufuldstændig end upræcis

The Power of Flexible Content. Zach Brand fra NPR er Content nyhedsproducer etil 800 medieudbydere i USA fortæller om vigtigheden af at skabe content som kan udgives overalt på alle platforme og bruge platforme der kan gå ud på alle maskiner.

Det, de gør hos NPR er, at alle sidder sammen. Der er ingen afdelinger. Alle skal være med til at levere den samme historie ud over alle medier. De bruger også deres eget site til at udbrede al deres content, så de sikrer sig, at de er konsistente udover alle medier.

NPR startede som et CMS kontor. Nu er de et lækkert CMS bureau. Når deres kunder skal bruge Content går de ind på NPR’s site og shopper hvilke platforme de vil have historien på. NPR er altså både storytellers og content managers på én og samme tid. De går også meget op i, at deres content ser flot og appellerende ud. Derfor har de bygget easy-to-fill forms, så al deres content ser ens og godt ud. Pointen er at man ikke skal starte forfra hver eneste gang, folk har brug for content. Så man kan bruge tiden på at tale business med kunderne i stedet for at spilde tiden på at tale om, hvordan denne eller hin app fungerer.

NPR er meget anderledes end hvordan vi arbejder hos We Love People. Vi prøver altid at være originale og opfinde nye vinkler på verden. Derfor kan vores arbejde aldrig passes ind i kasser. Også interessant at manden taler meget om vigtigheden af godt content, men ikke nævner med et ord, hvad godt content er. Jeg er ret sikker på, at svaret ville være: Det alle gerne vil se. Zach Brand ser derfor (nok) content som varenumre og er ligeglade med om han sælger Had eller Kærlighed. Så længe mange gerne vil se det.

Jeg er sikker på at Zach og hans partnere er meget rige, men mens han på scenen fortæller om, hvor sindssvagt gode de er til at pumpe lækkert emballeret historier ud (6 milliarder om året), glæder jeg mig over ikke at ville lukke en kunde ind hos We Love People, som ikke har større mål i livet end at tjene penge. Jeg mener: Det er allerede bevist, at penge kun gør en lykkelig til et vist niveau. Der er grænser for hvor godt et glas vin kan smage og uanset hvor rig man er, bliver ens børns stadig syge og ens kone bliver sur engang i mellem.

Så Zach har bygget en pæn Content Manager. Gad vide hvad han skal lave, når han har solgt virksomheden for en trilliard. Forhåbentlig bliver han ikke deprimeret.

Axis of Evil Comedy Show

Jamil Abu-Wardeh ridder hverken kamel eller bor i ørkenen eller går med bombebælte. Faktisk er de eneste der ridder kameler i mellemøsten vestlige turister. Jamil Abu-Wardeh vil få Øst og Vest til at grine sammen. Og det lykkes!

Der er ikke så få gamle graffitimalere og breakdancere i reklamebranchen, da vi fra barnsben forstod, at det handlede op at komme ”op” og blive set. Nu ser det ud til at en ny generation af selvpromoverende typer er på vej ind i medieindustrien. Medie innovatoren Jamil Abu-Wardeh startede som stand up komiker og kender fra barnsben reglerne for at komme ”op” og få sit navn kendt: Største klapsalver i salen, flest klik på YouTube. Jamil Abu-Wardeh er ikke gået på scenen endnu, men ud af programmet kan vi læse at han arbejder for at sprede mellemøstlige grineflip i verden.

Der er en bevægelse i gang i mellemøsten. Jamil Abu-Wardeh har startet det første stand up show på tv. Han er ked af at leve i verden, der er så misforstået. Han ridder hverken kamel eller bor i ørkenen eller går med bombebælte. Faktisk er de eneste der ridder kameler i mellemøsten vestlige turister. Jamil Abu-Wardeh har skabt the Axis of Evil Comedy Show, som turnerer rundt i mellemøsten og på nettet – og på grund af succesen dér – også på tour i USA. Hans pointe er at finde the missing link mellem Øst og Vest. Blandt andet fandt han talentet ved navn Wonho fra Korea, som boede i Dubai, som blev en del af gruppen ”3 guys & Wonho” .

Det der sker med almindelige mennesker fra mellemøsten som møder standup komikken er at de får et helt andet syn på, hvordan man kan kommunikere. Som en publikummer fortalte Jamil: ”Han siger hvad jeg tænker… Men han er sjov!!!”. Måske er det Jamil er ved at skabe i mellemøsten; ironi. Eller måske endda selvironi.

The Evil Axis Comedy Show har også tourneret i USA, hvor det amerikanske publikum er blevet temmelig forbløffet over at opdage, at folk fra mellemøsten både kan tale engelsk og har humor. Men som én af de mellemøstlige komikere kommenterede: Der er da heller ingen amerikanere, der kan tale engelsk”.

Det er faktisk ret opløftende at se at en gruppe arabiske (og en koreansk) stand up komikere kan skabe mere glæde i USA end en hel amerikansk (og en dansk) hær kan skabe i Mellemøsten.

Jamil Abu-Wardeh er selvfølgelig meget klar over, at man ikke kan sige, hvad som helst på arabisk tv. Men hans pointe er, at det kan man heller ikke sige til børn. Og de vil gerne helt bredt ud og blive forstået af hele familien. I øvrigt var det sjovt for dem at komme til USA og opdage, at de ikke måtte sige pik eller fuck, hvilket gjorde at de måtte skrive store dele af deres sjov om. Men først og fremmest var det skønt at få amerikanerne til at grine og sidde i en sal sammen med amerikanske muslimer i muslimsk klædedragt. For de hvide amerikanere har aldrig set folk fra mellemøsten i mellemøstlige klæder grine af glæde. Det er ikke billeder man ser fra Mellemøsten. Og komikerne laver også en herresjov parodi på George W Bush. Og arabere og amerikanere griner sammen.

Hvor er det sjovt at opdage, hvordan programmet ikke formår at forklare, hvad foredraget handler om. Og hvor er det sjovt at opdage, at Jamil Abu-Wardeh ikke alene mener det alvorligt. Han kan virkelig sprede glæde og connections imellem dem, der ellers går og slår hinanden ihjel til daglig. Som en komiker siger: ”CNN was the first to be here, CNN was the first to be here… You saw it first on CNN…. Måske er det i virkeligheden CNN, der står bag al balladen”. Jamil Abu-Wardeh er glad for 3-minutters revolutionen, hvor mennesker er besat af at klikke. Ikke mindst på youtube. Hans pointe er at alle minoriteter har en fantastisk mulihged for at blive set af hele verden i stedet for at være alene blandt de ”almindelige” mennesker, der bor hos. Eksemplet er både en fyr med en sjælden sygdom, der laver sjov med den og bliver set af andre med samme sygdom, til den indvandrer der ved hjælp af YouTube kan få en masse fans blandt ligesindede i andre lande. Endda dér, hvor han stammer fra.

Hans kommende sjov hedder i øvrigt ”Hysteriske Arabere”

Multi-historiefortælling

Publikum er ikke længere bundet af, hvad broadcasterne definerer for dem. Så vi skal ikke lave content til Platforme men til folks Opmærksomhed.

Der er forskellige måder vi kan beskrive hvad der er sket de sidste ti år, når det kommer til tv underholdning. Man kan tale om Økonomi eller platforme. Men man kan også kigge på publikum. Og det gør Matt Locke fra Channel Four. Publikummernes opførsel har ændret sig. De er blevet meget mainstream. De vil gerne udstille sig selv på de sociale medier. De vil bruge tiden baseret på deres egne behov. Hvad de er blevet opdraget til ved at finde ud af, at der er langt flere vinduer, end de nogensinde vil kunne overskue. Derfor vælger de ud fra deres egne behov. Og deres behov er historiefortælling. Matt Locke hader buzz-ord og i stedet for at komme op med det nyeste buzz-ord for publikummernes ønsker, vil han koge det ned til, hvad det altid har været: Historiefortælling.

Synkroniseret historiefortælling. Multiplatformshistoriefortælling. Men når alt kommer til alt: Historiefortælling. Publikum vil gerne opleve original historiefortælling gennem flere vinduer samtidig. Som for eksempel at lade en skuespiller sidde med sin laptop og fortælle, om hvad folk skriver om hende på nettet, hvorefter seerne på eget initiativ tager kontakt med hende live i programmet. Det kan også være at køre online konkurrencer, der refererer direkte til live formater, mens de sker. Channel Four oplever også at publikummerne gemmer på content omkring deres yndlingsserie til når de virkelig har god tid til at svælge i det så voldsomt, at flere dage bliver brugt på at drukne sig selv i historiefortælling omkring deres yndlingsprogram. På samme måde er de interesseret i alle former for platforme, der omhandler deres yndlingsserie. Så længe det er baseret på historiefortælling. Og det er vi enige i hos We Love People ;)

Earned Media

Reklamen styrer! Det er ved at være nogle år siden, at man har hørt at reklame skulle styre noget som helst. Faktisk blev nyheden om reklamebranchens død udskreget i Journal of Advertising i 1994. Men ikke desto mindre er Professor i mediefragmentation Joseph Turow på vej på scenen for at fortælle, hvordan reklamebranchen styrer. Måske at det Don Draper, der giver udslag på seismographen. Og måske gammeldags reklamebureauer skulle høre efter. De er her så godt nok ikke i dag til New Media Days. De sidder nok og tegner Old Media Ways.

Mange fortæller at det er forbrugerne, der styrer medierne. Faktisk er historien launchet af reklamefolk i begyndelsen. Men hvis man kigger under motorhjelmen, er det faktisk mere og mere reklamebureauerne, der bestemmer. Mediebranchen har lavet historiens største labeling af mennesker de sidste tyve år og det ændrer fundamentalt verden. Vi taler om social diskrimination som aldrig før. Vi taler om ikke kun at forstå folks ønsker. Men at give folk hvad de ønsker. Det der hos We Love People hedder: Turning target groups into audiences.

Fra at reklamebureauerne pushede budskaber ud i medierne i håbet om at nogle ville se dem, bygges budskaber til at passe perfekt til folks ønske om tre ting: Adgang, deltagelse og empowerment (som ikke kan oversættes til dansk). Det er naturligvis ikke det gammeldags reklamebureau, som vi kender det fra bymuseet, men bureauer, der lige så meget tænker som mediebureauer med fokus på alle platforme. Fra at medieplanlægning var det laveste af det laveste i reklamens hierarki er det nu det vigtigste og mest magtfulde del af reklamebranchen.

Turows pointe er at kreative medietænkning tvinger medieudbyderen længere ned i fødekæden, fordi at kreativ medietænkning og relevant content fanger målgruppernes interesser. Folk er ligeglad med kanalen. Folk er interesseret i, hvad kanalen bringer. Og ikke bare ”folk” som grupper af segmenter. Nej, vi taler helt ned til det enkelte menneskes ønske. Content er king. ”Click’et” – ikke bare det hurtige klik, men også det lange klik (f.eks. købssituationen i den virkelige butik) - er kongen. Du kan så at sige tale med dit ”fjernsyn” på en måde, som man ikke kunne tale til sit tv på for 20 år siden.

Men Content er ikke kun indhold (der er masser af elendigt indhold). Content er ”Earned Media” – altså retten til at have lavet et stykke information, som folk rent faktisk gerne vil se. Som gør medieudbyderen bedre. Forbedrer oplevelsen så at sige. Og medieudbyderen behøver ikke være et traditionelt medie. Det kan ligeså godt være et supermarked eller en biograf foyer. Hvis man forbedrer oplevelsen af stedet bliver det automatisk til Earned Media og dermed penge værd.

Men hvem skal have æren af ”Klik’et” –og hvordan værdisætter man det? Når 1.000 menneskers opmærksomhed går fra at koste 2.000 kr. For en annonce i en avis til pludselig kun at koste 15 kroner for opmærksomhed i en digital avis. Hvem kan leve af det? De gammeldags medier kan i hvert fald ikke, for de sæter en stor ære i ikke at mingle med reklame, så der sættes vandtætte skodder op mellem marketingafdelingen og redaktionen. Men det betyder bare, at de traditionelle fin-på-den-redaktioner skrumper ind mens de holder båltaler om, hvor objektive og fri for kommercielle interesser, de er. We Love people har prædiket brandet content i snart 6 år, men blevet mødt af en mur af mistro. Og Danmark er det land i Europa hvor det vandtætte skodder er vandtættest. Men folk er ligeglade med vandtætte skodder. De vil have brød og skuespil – og kan de ikke få det her, så finder de det dér. Og de dygtige annoncører skal nok finde frem til dem – uanset hvilket medie de måtte være på lige nu. Real Time Targeting kalder professor Turow fænomenet. We Love People vil nok bare det respekt for andre menneskers ønsker. Og mon ikke publikum – især journalisterne og DR – vil gå til angreb på den stakkels professor. For her i Danmark skal vi beskyttes mod virkeligheden. Uanset om vi ønsker virkeligheden eller ej. Enden på komedien bliver selvfølgelig at folk mister respekten for deres medier, fordi de føler sig diskrimineret, presset og mistroet. Det er som diskussionen om hvorvidt det er godt eller skidt, at supermarkederne samler og analyserer dine indkøb for at give dig tilbud på produkter, som de kan regne ud, vil være noget for dig. Giver det dig større eller mindre frihed? Frihed til? Eller frihed fra? That’s the question.

Turow mener personligt, at de segmenterede medier og de ikke-segmenterede medier skal balanceres, så man ikke segmenterer folk hen i hvert sit hjørne. Spørgsmålet er, om alle ikke efterhånden er så segmenterede i et samfund, hvor magthaverne ikke mener noget, før de har hørt deres fokusgruppe om, hvad de mener, at vi allerede er delt op i segmenter. Og det andet spørgsmål er, om vi i virkeligheden er så individuelle, når det kommer til stykket. Hvor mange slags mennesker findes vi egentlig?

Amerikaneren Turow siger, at vi skal gentænke Privatliv. Vi skal lave love og undervise i digitale medier. Vi skal skabe gennemsigtighed, så folk ved, hvornår de ser reklame og hvornår de ser objektiv journalistik. Hvad Turow ikke ved – for han har aldrig været i Danmark før – er at der er meget stor forskel på Danmark og USA. Men mon ikke en balance mellem det totalt restriktive Danmark og det totalt liberaliserede USA ville være det bedste scenarie?

Tag flere fejl!

Kevin Kelly påpegede, at én af grundene til at Kina tager sine teknologiske syvmileskridt er, at de har mindre at tabe og derfor tør tage flere fejl. Fejl er nemlig den direkte vej til store innovationer. Og de fleste store innovationer er opstået af fejl.

Henrik Føns, Nikolai Thyssen (Information) og Rolf Ask Knudsen (Ingeniøren) diskuterer udviklingsmulighederne for mediebranchen hvor det om ikke er gratis at fejle, så i hvert fald meget billigt at fejle. Opasia, Wap etc. bruges som eksempler på ting, der skal afprøves på vej mod visionen. Også selvom missionen fejler.

Christian Schade påpeger fra salen, at hvis dagbladene havde gemt af krigskassen i stedet for at fyre dem af på gratis-aviser, kunne de have brugt pengene digitalt nu? Det retoriske spørgsmål naturligvis, om det ikke er meget dyrt at fejle.

Fejl er ikke bare en mulighed. Det er et krav. Hvis du ikke fejler, har du ikke haft store mål. Hvis du bare gør det samme igen og igen, opnår du ingen nye muligheder, men uddør. På astronautskolen viser man allerede på anden dagen alle de filmoptagelser af raketopsendelser der er gået galt, for at understrege, at uden fejl, ingen fremskridt. Men kan vi overhovedet lave fejl her i vores fejlfri samfund, hvor alt helst skal være som det altid har været?

Hvad vil teknologien med os?

Kevin Kelly fra Wired fortolker fremtiden.

Der er ifølge Kelly fire ting der kommer til at forme fremtiden:

Den første ting:

Fra Orality over Literacy til Vizuality

Vi går fra at være ”Bogens Folk” til at blive ”Skærmens Folk”. Skærme er mere flydende, de er som strømme. Det er ikke fixet og permanent som bogen. Der er skærme overalt. Fra i fly til hele bygninger dækket af skærm. Enten langt fra os på bygninger eller tæt på os som den MacBook jeg netop skriver på.

Alle medier kan være på skærmen. Hvis jeg viser dig en blank skærm, kan du ikke vide, hvad der dukker op på den. Er det en film? En tekst? Et spil? Skærmen bliver en del af miljøet. Det kan være en mikrotekst. Men den er hyperlinket til noget andet. Når vi hyperlinker i verden på kryds og tværs får vi faktisk kun én bog, der indeholder Alt. Dét, der starter som en mikrotekst kan ender i, at man sidder og læser i verdens bedste bog – eller hører den læst op eller ser filmen – eller det illustrerede summary af bogen.

Børn forstår det instant. Kevin Kelly fortæller om et barn, som fik et stort fotografi af sig selv og troede det var gået i stykker, fordi barnet ikke kunne klikke på det.

Den anden ting:

Vi deler som udgangspunkt

Når vi finder ting på nettet, skal vi så vide hvem der ejer det og kan vi lave det om så det passer bedre til os og er det så mit eller er jeg ansvarlig for et lovbrud? Vi er alle en del af The Cloud. At alle maskiner, vinduer tilsammen udgør den store sky af information, som vi er en del af. Skyen indeholder ikke bare alle data, men alle mennesker på jorden – og alt bliver delt imellem os. Hvis vi deler alt, er der så nogen, der ejer det.

Brugerne føder Skyen. Vi skaber, vi servicerer, vi markedsfører og betaler for Skyens liv. Vi er midt i et spændende eksperiment der handler om hvor meget vi kan involvere brugerne. Det ser ikke ud som om der er grænser, så alt kan blive opfundet af os, når vi deler. Er det digitale mit eller dit?

Den tredje ting

Verdens største kopimaskine

Vi har bygget verden på at sælge kopier af ting, men den digitale verden kopierer alt flydende og spontant hele tiden og med en hastighed, som intet andet kan måle. Det eneste der har værdi i verden er det, der ikke kan kopieres. Kelly bringer et eksempel, hvor man kan downloade National Geographic gratis, hvis man vil bruge 2 timer på det – eller man kan betale for det og få den på 6 minutter. Du kan få ting på nettet gratis, men hvis du f.eks. vil have det hurtigere, mere personlig eller autentisk, skal du betale for det. Det er her økonomien i den digitale verden vil bevæge sig hen. Og så får dét, der skaber opmærksomhed altid pengene. Pengene flyder efter den største opmærksomhed. We Love People skaber opmærksomhed ;)

Den fjerde ting

World Wide Database

Det er på tide at sige farvel til det digitale skrivebord. Der er sket et skift fra den tidlige computerskærm, hvor vi oversatte et skrivebords skuffer og filer og papirer, så vi bedre kunne forstå, hvor vi skulle placere vores tekster og billeder osv. Nu er vi nået så langt at vi intuitivt forstår computeren og bevæger os nu fra analoge ord som Pages og Links til Streams, Tags og Clouds. Et eksempel er når Google gætter på, hvad du leder efter inden, du har skrevet søgeordet færdig. Alt har eller vil få en lille tag med digital data, så alt hænger sammen i skyen. Uanset om du går på gaden eller er på nettet. Landkort er ikke kort over et sted med samtidig indhold af de date, der gemmer sig under hustage, vej og floder. Alle data flyder hele tiden og vi er altid ON, så vi konstant flydes igennem med Real Tiem Data Flows som i en Trans Media Express med tanken tilbage til Kraftwerks Trans Europe Express.

Kelly er klar over at når man kigger ind i fremtiden, vil man altid blive grinet af en dag. Men som han siger, så har alt det man kunne forestille sig + det man ikke kunne forestille sig allerede sket i den digitale verden. SÅ der vil dukke nye ting op, vi ikke kan forestille os i dag.

”in the future you can…”

New Medie Days begynder med en tour de force gennem computerens vidunderlige verden af web-crack og ”in the future you can…” – f.eks. fortæller en nyhedsudsendelse fra 1981, at man snart vil kunne downloade avisens nyheder direkte på sin computer, og det ta’r kun 2 timer at downloade en artikel! Så i øvrigt den anden dag, at den sidste papiravis udkommer i 2023 – We Love People garanterer, at vi vil være i markedet for en papiravis, så længe der findes søndage. Uanset hvor meget vi elsker Ipad. Vores børn vil nok være af en anden mening. Selvom de får brug for masser af aviser til at tørre op efter oversvømmelserne.

We Love Wonderland

We Love People har været på Art Copenhagen og se på kunst i dag. Måske er det fordi vi er ved at blive gamle, men vi husker det som om at det mondæne kunst plejede at være på gulvet og undergrunden på balkonen. Nu er der byttet om, så undergrunden er blevet mondæn på gulvet.

Først for på den fornemste plads midt i det hele mødte jeg Martin Asbæk, som vi skabte art spacet We Love Asbæk sammen med. Nu har han overtaget stafetten fra farmand med Martin Asbæk Gallery, mens We Love People er klar til at lave nye eksperimenterende løjer på kanten af virkeligheden med Wonderland Art Space.

Det er nemlig så uendelig vigtigt, at kaste nye tal og formler ind i virkeligheden, når der begynder at danne sig mønstre. Begyndende mønsterdannelse er tegn på stagnering og derfor må vi altid være rastløst på jagt efter udvikling. Udvikling er at ændre sig og forudsætningen for udvikling er åbenhed overfor begivenheder, der kan ændre os. We Love People er evig udvikling gennem bevidst indvikling.

Er der allerede gået 10 måneder?

Det føles som en uge siden, at We Love People omfavnede endnu flere mennesker i vores målsætning om at nå en tusindmand stor Army of Lovers. For tiden går som bekendt hurtigt i godt selskab.

Men når vi tæller dagene tilbage til den sidste blog i december sidste år og sammenligner datoen med de gulnede, krøllede blade for enden af udsigten, må vi nok se i øjnene at tiden flyver.

Hvad har vi så lært so far? For eksempel at empati åbner de bageste døre op i bevidstheden og åbner for nye indsigter. Det kan kort sagt betale sig at lytte endnu mere intenst, end vi nogensinde før har gjort og ikke skrue ørerne af og gå i arbejdsmode, når kompleksiteten i vores opgaver når helt derud, hvor selv et strøg af en støveklud kan ændre verden. Døre til nye verdener. Måske endda en ny fremtid.

Vi har også lært, at man ikke skal være bange for at sige nej til nye medlemmer i kærlighedsrockerklubben, hvis de håbefulde ikke passer ind i vores drøm om at skabe bæredygtig vækst. Selvom det kan være hulens svært, når man faldt i nysgerrigheden som spæd og ikke fik lært at sige nej til nye eventyr. Men nu er det gjort et par gange, og det har styrket os i vores tro på vores vision. Så vi siger ja til troen på at vores kunder kan ændre Danmark til det bedre og nej til dem, der bare tror, vores hjerte er ren stafage.

Vi er, hvad vi hedder. Mere end nogensinde.