”Hva’ ska’ du vær’, når du bli’r død?”

”Hva’ ska’ du vær’, når du bli’r død?” er We Love People’s omformulering af ”Hva’ ska’ jeg lav’ når jeg bli’r død?” som Blæs B spø’r i Malk De Koijn’s ”Vi Tager Fuglen på Dig” fra 2002. Det er ikke så meget af forfængeligheds årsager, at det er relevant at spørge sig selv om, hvad ens eftermæle bliver. Underordnet er det personligt, når først lyset er slukket, men mens man er i levende live, kan du bruge spørgsmålet som et fyrtårn: ”Hva’ ska’ du vær’, når du bli’r død?” . Hvad vil du huskes for. Hvad siger din bedste ven for foden af din kiste? Du skal leve dit eftermæle hver dag. Du skal huske dig selv på, hvad dit eftermæle skal være, for at justere din kurs, så du havner i den rigtige retning hver dag. Og det er hverken en gættekonkurrence eller en ønskebrønd. Det er dit eftermæle. Det, du allermest ønsker dig, at du bliver husket for. Dine Kerneværdier. Hvis du var en virksomhed, ville du allerede vide, hvad din mission og vision er. Og disse er altid bygget på en blanding af Kerneværdier og ønskede værdier. Det du er bygget af, på og til. Du skal være loyal overfor dine Kerneværdier og åben over for ønskeværdier. Du skal ikke forsøge at flygte fra Kerneværdierne, for du vil bare risikere at komme ud af kurs og snart ikke længere kunne huske, hvem du er. Så er det, du begynder at lyve for først dig selv og senere resten af banden. Og til sidst er du bare forvirret og alle har en fornemmelse af, at du lyver. Brug lige to minutters tomrum på at overveje, hvad du vil huskes for. Og lev dem så ud.

TwoFace (fortsat)

Folket vil både redde kloden for overophedning og køre i Landrover. Folket forstår ikke bagsiden af magten. De forstår ikke engang, at de har magten. At man gør, som de siger. Lovgiverne skal beskytte borgerne mod at få for meget magt, på samme måde som selvtægt er forbudt, da alle naturligvis ønsker den ondeste tortur for dem, der skader ens kære. Men lovgiverne (måske på nær Pia) har ingen virkelige ambitioner på Danmark vegne og lader blot borgerne forvandle sig mere og mere til forbrugere ved at lytte til, hvad de ønsker at firhjulstrækkere og mindre global opvarmning. Demokratiet skal justere hvad vi vil enkeltvis og hvad vi vil som gruppe. Desværre opfatter lovgiverne individualisme in numbers som borgernes vilje. Men forbrugeren er altid uenig med borgeren. Borgeren og Forbrugeren er er i evig strid med sig selv.

Skal de normbrydende blive de normskabende?

Skal de normbrydende absolut blive de normskabende? Fandeme nej, ikke på vilkår. Naturligvis er man blevet for klog af skade og accepteret at revolutioner er smukke som fyrværkeri, men desværre også brænder lige så hurtigt ud og ligger stinkende svovlet i det sortsvedne græs. Naturligvis kan man gennemskue stort set det hele og kender gamet ud og ind. Men det skal kun bruges til at forfine sin empati til at høre – ikke alene alt det, der ikke bliver sagt, men også alt det, man slet ikke ved, at man ikke ved. Lynhurtig evolution skabes i tiltro til, at selv de allermest brændte børn i voksne jakkesæt kan vindes ved respekt og ved at forstå alt det, de ikke engang ved, at de siger.

Hvilken indflydelse har de mange valgmuligheder på et godt samfund?

Hvilken indflydelse har de mange valgmuligheder på et godt samfund? Monopol er som bekendt dårligt for forbrugerne, for virksomhederne tvinges hverken til at gøre produkterne bedre, billigere eller innovere nye fremragende revolutioner, der gør verden hurtigere og enklere. Uden valgmuligheder ville vi hverken have mobiltelefon eller pear-to-pear. men stadig synes plastic-ledninger var det nyeste nye. Men valgmulighederne er eksploderet i en aggressiv discount, hvor ingen med ønsket om at tjene sin første milliard, kan tillade sig den luksus at stile efter det gode, skønne og det sande. Accelerationen fortsætter mod noget, ingen af os i virkeligheden ønsker, da vi gerne ser at vores venner og familie bliver betalt for det arbejde de udfører og ikke fylder sig med billig junk. Billigere og bedre. Vi ser klimaet få det værre og værre, men ingen kan standse op, for vi vil gerne tale om at købe kvalitet til prisen, men gør det for størstedelens vedkommende ikke, når alt kommer til alt. Kan man lovgive sig til grænser for, hvor billigt noget må blive?

TwoFace forbrugerne

We Love People vil gerne have byen fuld af små hyggelige specialbutikker, hvor vi køber smagfuldt og økologisk. Ikke mindst også fordi det er hyggeligt at kigge på de små fine forretninger, når man hygger forbi i evig solskin i evige weekender. Men We Love People kan ikke forhindre butikkerne i at lukke, fordi danskerne vil holde verdensrekorden (i færrest brugte penge til mad) på danske hænder og dem der køber billigst ind og sælger igen til næsten ingen penge er heltene i vores forbrugersamfund. Hvor ville ville vi gerne være borgere blandt borgere, men vi er forbrugere blandt forbrugere. Vi samler på kapitalister med samfundssind, men ser dem krympe sig, mens aggressive konkurrenter med fuld ret gør det billigere og bedre uden skelen til konsekvenserne for fremtidens samfund. Vi forstår godt at folk vil have flæskesteg til fyrre kroner, når friværdien er væk, men vi forstår ikke, at de ikke fatter, at så bliver det svært at være svindedreng i Danmark. Vi vil gerne gøre målgruppen til publikum, der ved at de betragter et blændværk og rationelt vurderer i hvad og hvor længe, de vil deltage i showet.

Nulstil alt

Bedst ville det være at nulstille sit publikum, men med den stadig større hastighed verden bevæger sig med, føles det absurd alene at tænke tanken. Alligevel går folk stadigvæk i biografen eller i teatret og nulstiller sig til oplevelsen. Man kan lave rigtig meget teater for den samme pris som en reklamefilm. Måske en erkendelsesforestilling om en virksomhed, som folk har fået et andet forhold til. Jeg tænker naturligvis på bankerne i al almindelighed og Banken i særdeleshed. ”Hvad der er godt for Danmark, er godt for Banken”, yndede de at sige. Hvad er da godt for Danmark, kunne vi ønske os svar på.

Kortslutning i hjernen

Kreativitet er en kortslutning i hjernen, når denne ikke kan løse en problemstilling med de forhåndenværende søm. For at blive i søm-analogien kan hjernen, hvis denne ikke kan finde en hammer, gribe til en sko og slå sømmet i. Jo mere umulige opgaver des bedre – og derfor oplever vi også ofte hos We Love People, at virksomheder, der har prøvet alt med forhåndenværende midler, kommer forbi med et søm for at be’ om en sko.

Verden er større end reklamer

Mediet er en del af reklamen. Man kan ikke indrykke en film på tv uden at være en del af tv. Man er både en del af den foregående reklame og den næste i rækken. Man er en del af blokken uden mulighed for at styre, hvad der spiller ind. Hvis den foregående reklame gjorde publikum ked af det, bli’r det en del af de kommende 30 sekunder. Hvis den foregående reklame var genialt og seværdig, spiller det ind på de kommende 30 sekunder. Det kan man ikke gøre noget ved, men det er der heller ikke ret mange annoncører, der tænker over. De ser deres film tre gange i rap hos produktionsselskabet og dét ser jo flot ud alt sammen. Annoncører forstår ikke, at verden er større end deres egen. At verden foregår udefra og ind – ikke omvendt. Hvis annoncørerne til fulde forstod, hvor tilfældigt deres penge bliver brugt på tv – og at de ikke har nogen mulighed for at styre det (med mindre de køber hele blokken) ville der ikke være tv-annoncering. Bedst er det at skabe sine egne medier – der er nok færre, der ser dem, men de, der er tilstede, kan man gøre til stampublikum.

Opskriften på kommerciel succes

Der er ingen, der ønsker at komme et nyt sted hen, med mindre de er helt sikre på, at alle andre følger med derhen om et øjeblik. Det handler derfor ikke om virkelig fornyelse eller virkelig nytænkning, da det vil skræmme folk som uforståelig mumlen og fremmedsprog. Det handler om at forudse, hvor folk er på vej hen og sætte sig i spidsen for det. We Love People er avant garden.

Vi er krop

Vi behandler kun vores kroppe teoretisk i det offentlige rum. Som oftest når vi spejler os i en vinduesrude. Sjældnere må vi zigzagge mellem vandpytter eller springe for livet, når en aggressiv buschauffør kører banzai gennem byen. Det eneste produkt der er blevet end del af kroppens funktion er mobiltelefonen. Vibratoren er altid til stede – også når den ikke vibrerer. Vi tager os til hjertet eller hører fantomlyd af ikke-indkommende opkald. Hvordan kan briller og sko hjælpe os med at komme i bedre kontakt med vores kroppe og motoriske udviklingspotentiale? Hvorfor er det så få med hovedtelefoner på, der danser? Vi tror, vi har en krop, men vi er en krop. Vi har bare slet ikke udnyttet potentialet. We Love People tænker meget med kroppen.

Think Different Different.

Hvis ingen havde noget at skjule, ville reklame ikke være en mulighed. Vi skjuler det vi mangler, for ”det eneste vi har til fælles er vores forskellighed”. Begæret efter mere (eller fuldendelsen) bunder i ikke at være sig selv nok. Forbrug bunder i en søgen efter den mening med livet, der kun anes i flygtige glimt. Det forbrugsfrie og dermed vækstneutrale samfund kræver en åndelighed, som den vestlige verden næppe er moden til mere. Det er ligesom med børn og sukker; har hjernen først smagt alt det søde, er der ingen der vil have bønner. Derfor vil TV altid vinde over Taleban.

Det påtvungne Nu

Imellem erfaringen og forventningen rammer det NU, som er dér, hvor We Love People's arbejde bliver set af publikum. Vi holder derfor af i fokusgrupper at bede moderatoren spørge ind til respondenternes bekymringer og håb for fremtiden. Hver gang er moderatoren bange for at bevæge sig ind på psykoanalysens felt og få en gruppe af mennesker, der krænger deres sjæle ud. Det gør folk nu ikke. For deres NU er et sjældent NU, hvor de får et gavekort for at fortælle noget, de mener, hvilket sætter dem i en professionel rolle, hvor menneskelighed og naturlighed er afløst af alvorlighed grænsende til det professionelle. Når de har kortlagt deres erfaring og forventning taler de om produktet. Mange fokusgrupper små, gi’r en stor å – og nogle gang et åh!

Hvad skjuler du?

Hvis ingen havde noget at skjule, ville reklame ikke være en mulighed. Vi skjuler det vi mangler, for ”det eneste vi har til fælles er vores forskellighed”. Begæret efter mere (eller fuldendelsen) bunder i ikke at være sig selv nok. Forbrug bunder i en søgen efter den mening med livet, der kun anes i flygtige glimt. Det forbrugsfrie og dermed vækstneutrale samfund kræver en åndelighed, som den vestlige verden næppe er moden til mere. Det er ligesom med børn og sukker; har hjernen først smagt alt det søde, er der ingen der vil have bønner. Derfor vil We Love People altid vinde over Taliban.

Hvad skjuler du?

Hvis ingen havde noget at skjule, ville reklame ikke være en mulighed. Vi skjuler det vi mangler, for ”det eneste vi har til fælles er vores forskellighed”. Begæret efter mere (eller fuldendelsen) bunder i ikke at være sig selv nok. Forbrug bunder i en søgen efter den mening med livet, der kun anes i flygtige glimt. Det forbrugsfrie og dermed vækstneutrale samfund kræver en åndelighed, som den vestlige verden næppe er moden til mere. Det er ligesom med børn og sukker; har hjernen først smagt alt det søde, er der ingen der vil have bønner. Derfor vil We Love People altid vinde over Taliban.